Status omkring Altech & Thor radiatorer 30-10-2018

Siden artiklen omkring ovennævnte blev bragt i HVAC magasinet i september er der sket følgende:

Brødrene Dahl (BD)  har direkte og gennem advokat truet os med retssag med krav om erstatning, hvis vi ikke fjernede artiklen fra vore hjemmeside. Vi har foreslået BD, at de selv sender nogle radiatorer til prøvning og hvis de overholder normen, vil vi dementere og trække artiklen tilbage. Som sædvanlig svarer BD ikke på vore henvendelser, men sender vedblivende trusler om retssag. Vi forstår simpelthen ikke hvorfor de ikke tager skridt til det, med mindre de godt selv ved, de har en elendig sag.

HVAC magasinet har trukket artiklen i den digitale udgave fra deres hjemmeside efter trusler om retssag. Artiklen kan læses på vor hjemmeside https://varmecenteret.dk/wp-content/uploads/2018/09/hvac-artikel.pdf

Men der blev dog afholdt et møde mellem BD og HVAC den 23. oktober. Her fremlægger BD så et ”regneark” hvorpå mange radiatorer med størrelse og ydelse er angivet. Ingen officielle testrapporter. Regnearket kan laves af et barn på 12 år, og er overhovedet ikke nogen form for troværdig dokumentation.

De originale testrapporter vil man ikke fremlægge, da de indeholder ”fabrikshemmeligheder”.

Hvordan sammensvejsning af nogle stålplader er fabrikshemmeligheder kan vi ikke udtale os om, men det styrker da mistanken om bevidst snyderi.

Efterfølgende har en VVS installatør fået afprøvet 2 radiatorer på egen foranledning. Vedkommende tilsendte mig testrapporterne.

Det var en 600-22-1000mm, der viste 1570W mod 1683 W i dokumentationen, og en 400-22-1000mm, der viste 1120W mod 1202W i dokumentationen. Afvigelser på 6,7 hhv. 6,8%. Som tidligere nævnt tillader normen 4%.

En medarbejder ved BD udtaler, at han har fået at vide af en ledende BD medarbejder, at ganske vist er radiatorerne lavet af tyndere stålplade, men af en særlig legering, der afgiver mere varme, og derfor er ydelser fra dokumentationen rigtige.

Mage til vrøvl skal man lede længe efter, og hvis udtalelsen er rigtig, forklarer den kun at BD er vidende om snyderiet, og ikke har tænkt sig at ændre på det.

Nu gik Ribe Jernindustri så konkurs og meddelte at stor konkurrence fra Tyrkiet og tidligere Østlande var hovedårsagerne. Tyrkiet er da en alvorlig konkurrent, men tidligere Østlande kan kun være Polen, da Purmo flyttede radiatorproduktionen hertil for nogle år siden. Der importeres stort set ikke fra andre tidligere Østlande, og Purmo er en serøs virksomhed, der overholder normer og lovgivning. Efter min bedste overbevisning er Altechs og Thors fremfærd en af hovedårsagerne til Ribe konkurs, lige som de truer Varmecenteret og andre importører på eksistensen ved at sælge radiatorer, der er 15-20% lettere end andre produkter, og bruger besparelsen på stål til at vinde markedsandele.

Da disse produkter ikke overholder normen er det UETISK, og at en velrenommeret virksomhed som BD, er en af hovedaktørerne, kan man simpelthen ikke være bekendt.

2 tanker om “Status omkring Altech & Thor radiatorer 30-10-2018

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *